Små og massefremstillede atomreaktorer kan med tiden få central rolle i Danmark, og koreanerne vil være med

De er massefremstillede, de er i containerstørrelse, og de kan, hævdes det, revolutionere atomkraften, sådan som vi kender den. Ganske vist eksisterer de såkaldte små modulære atomreaktorer (SMR) ikke endnu – stort set i hvert fald. Men ifølge Det Internationale Energiagentur (IEA) kan de i 2050 komme til at udgøre helt op mod halvdelen af al ny atomkraftkapacitet i verden, og sammen med Sydkorea og det østasiatiske lands industrielle muskler har Danmark mulighed for at spille en nøglerolle i udviklingen af dem. Sådan lød en række af budskaberne på det, der blev betegnet som det største ekspertseminar om atomkraft på dansk grund i årtier – et møde med særlig fokus på SMR-reaktorer. Det foregik onsdag på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og havde deltagelse af stort set alle danske professionelle atomfolk og ditto interesserede samt en række førende koreanske nukleare aktører, herunder topchefen for Korea Hydro & Nuclear Power (KHNP), Koreas altdominerende atomare energivirksomhed. Den dynamiske KHNP-topchef Joo-ho Whang forklarede fra scenen, at klodens samlede kapacitet af atomkraft bør tredobles frem mod 2050, at væksten især bør drives af små modulære reaktorer, og at KHNP sigter efter at have sin første SMR-reaktor klar til masseproduktion i begyndelsen af 2030erne. Han argumenterede også for, at SMR-reaktorer sagtens kan spille en rolle i et uhyre vind- og solorienteret land som Danmark. »Naturen er ikke barmhjertig,« sagde han og forklarede, at det er umuligt at opnå tilstrækkelig stor energilagringskapacitet, hvis der i lange perioder er overskyet og næsten vindstille. »SMR er en stabil og pålidelig kilde til energi,« fortsatte han. På seminaret, der blev til på initiativ af DTU-atomforskeren Bent Lauritzen, spillede den danske nukleare startupvirksomhed Seaborg en central rolle. Seaborg er relativt langt i designudviklingen af en lille såkaldt smeltet saltreaktor – en teknologi, der minimerer risikoen, hvis den værst tænkelige atomulykke skulle ske. I den situation vil det radioaktive udslip blive indesluttet i selve reaktoren og i en omgivende flydende saltopløsning, der fungerer som kølevæske. Det umuliggør en decideret kernenedsmeltning, som man for eksempel så på det store japanske Fukushima-atomkraftværk i 2011. Blandt andet i kraft af en nylig samarbejdsaftale med en sydkoreansk provins regner Seaborg med, at de kan sætte deres første reaktor i drift omkring 2032 – på sydkoreansk grund. »Den store industri, vi har brug for til formålet, findes simpelthen ikke i Europa. Men den findes i Korea,« forklarer Andreas Vigand Schofield, teknologichef og medgrundlægger af Seaborg. Han tilføjer, at små SMR-reaktorer, herunder Seaborgs type, efter hans opfattelse med tiden får så meget vind i sejlene, at de i 2050 kan udgøre majoriteten af den nukleare energikapacitet i verden. »Ultimativt er SMR den nukleare teknologi, der er mest omkostningseffektiv,« fastslår han. Skræmmende atompriser Prisen på nyinstalleret kernekraft i Europa – af den traditionelle slags – kan imidlertid virke skræmmende. Tag det store britiske atomkraftværk Hinkley Point C, der først forventes at åbne i 2031 med adskillige års forsinkelse og til en forventet pris på mindst det dobbelte af det planlagte: over 400 milliarder kroner. Tilsvarende udfordringer har ramt en ny reaktor på Frankrigs Flamanville-atomkraftværk, og i Finland endte den stærkt forsinkede Olkiluoto-3-reaktor med at koste omkring 80 milliarder kroner – næsten fire gange over det oprindeligt budgetterede. På seminaret pegede flere eksperter imidlertid på den tilstedeværende sydkoreanske atomkæmpe KHNP, der har overholdt både budget og tidsplan i forbindelse med virksomhedens kontrakt på opførelse af det første atomkraftværk i De Forenede Arabiske Emirater. Denne succes har utvivlsomt medvirket til, at både Tjekkiet og Rumænien har valgt sydkoreanerne til at stå i spidsen for opførelsen af nye atomreaktorer. Men hvorfor skulle SMR-reaktorer pludselig kunne komme ind fra højre og revolutionere atomkraften, sådan som vi kender den? Nøgleordet er skalerbarhed, forklarer Seaborgs topchef, Klaus Nyengaard, og sammenligner med den voldsomme vækst og det tilsvarende voldsomme prisfald på solceller: »Solceller er blevet opskalerede og standardiseret, hvilket har skabt en enorm effektivisering. Noget tilsvarende er sket med vindmøller. Sådan er det med alle teknologier. Når først du får det op i volumen, rykker det.« Han erkender dog, at det indledende SMR-ryk næppe indfinder sig førend i 2030erne. Til gengæld kan der ifølge Det Internationale Energiagenturs beregninger være over 700 kørende SMR-reaktorer i verden i midten af århundredet, herunder næsten halvdelen i Kina. Også amerikanske it-giganter, herunder Google og Oracle, driver væksten frem med storinvesteringer i udvikling af SMR-reaktorer til at drive stadigt mere strømslugende datacentre. Dertil kommer, forklarer Klaus Nyengaard, at SMR bliver den første atomkraftteknologi, der kan produceres på fabrik, for eksempel på koreanske skibsværfter. Det giver efter hans opfattelse SMR en enorm konkurrencefordel i forhold til konventionel kernekraft, der skal bygges on site, men som til gengæld kan levere måske fem eller ti gange mere strøm til forbrugerne pr. reaktor. Samtidig forestiller man sig i Seaborg, at deres små og flydende saltreaktorer skal installeres på særlige pramme, hvilket forsyner dem med en enestående mobilitet og fleksibilitet. Dermed kan de »parkeres« i havne og levere saft og kraft til for eksempel særligt energitunge virksomheder eller bidrage til produktion af brint og bæredygtige såkaldte e-brændstoffer til fremtidens grønne energisamfund. Eller – som sagt – tage over, når sol og vind svigter. På sidelinjen følger shippingbranchen intenst med i udviklingen af små modulære reaktorer, ikke mindst fordi international søfart har et mål om at opnå klimaneutralitet i 2050. Som udgangspunkt ventes de små reaktorer dog først og fremmest at komme til at levere energi til produktion af »grønne« og flydende brændstoffer til skibe (og fly), herunder såkaldt e-metanol og e-ammoniak. Vi må med andre ord ikke forvente, at den relativt nære fremtids handelsskibe kommer til at blive drevet af ombordværende SMR-reaktorer, på samme måde som visse ubåde og russiske isbrydere i dag bliver drevet af små og konventionelle atomreaktorer ombord. Det forklarer Torben Nørgaard, teknisk direktør for energi og brændstoffer i Mærsk Mc-Kinney Møller Center for Zero Carbon Shipping. »Selvfølgelig har vi tænkt i retning af, om man kan drive en bulk carrier, et tankskib eller et containerskib med en nuklear reaktor. Men det er der store udfordringer ved,« fortæller han. Det skyldes, at kommercielle skibe i modsætning til militære fartøjer har et operationsmønster, der bringer dem til mange lande, hvorfor eventuelle atomhandelsskibe ville blive ramt af lovgivning og andre begrænsninger. »Men når teknologien er modnet, er det ikke utænkeligt, at den i anden bølge kan implementeres på kommercielle skibe. Tidshorisonten er usikker, men det sker sandsynligvis først i sidste halvdel af århundredet,« siger han. https://www.berlingske.dk/videnskab/smaa-og-massefremstillede-atomreaktorer-kan-med-tiden-faa-central-rolle